On the left side of life

Meningsmålinger og hvad de kan bruges til

2010-05-15T10:20:00.003+02:00

Forleden blev jeg ringet op af en ung fyr fra Epinion, der spurgte, om han måtte stille mig et par spørgsmål. Det måtte han såmand gerne, så vi gik igang. Spørgsmålene omhandlede holdningen til finanskrisen, om danskerne tog for let på den, hvilke løsninger der ville være de bedste osv.

Der var to svarmuligheder til hvert spørgsmål, et venstreorienteret og et mere klassisk liberalt. Det er sådan set ok, jeg kan godt se, at det giver nogle klare udsagn, som kan bruges til en forsidehistorie: "Flertal for at sætte skatten op for at redde velfærden", eller: "Danskerne mener ikke, at skattelettelserne har haft en negativndflydelse på den økonomiske krise".

Det der alligevel provokerede mig rigtig meget, var den måde nogle af spørgsmålene blev indledt. Enten havde jeg fået en dårlig interviewer, der troede, at han gjorde mig en tjeneste ved lige at give spørgsmålene et par ord med på vejen, eller også står det rent faktisk skrevet på et papir, han læser op af.

I et tilfældende indledte han med at sige: "Indtil videre er det jo det private erhvervsliv, der har måttet betale for den økonomiske krise med nedskæringer og konkurser" (What??! - jeg tror nok, at det fyrede personale på landets sygehuse er uenige i den udlægning). "Derfor vil jeg gerne spørge dig. Mener du, at det er rimeligt, at det fortsat er det private erhvervsliv, der skal betale, eller er det på tide, at der også sker nedskæringer i det offentlige"

Hva' fanden?! Er Epinion købt og betalt af regeringen, til at få svaret: Ja tak, nu må det også snart være det offentliges tur?. Og hvad svarer man? Jeg var lige ved at give intervieweren den lange fortællingen om falske præmisser for spørgsmålet etc. men blev enig med mig selv om, at han nok ikke kunne gøre så meget ved det. Så, jeg svarede "ved ikke".

Og til advarsel: Når i ser en forsidehistorie baseret på tal fra Epinion og budskabet: Danskerne mener at det offentlige skal betale for de økonomiske krise, så husk hvordan spørgsmålet blev stillet - ekstremt ledende, og tjek hvor mange der har svaret "ved ikke".

Prisopgave om social ulighed i sundhed

2010-05-12T22:06:00.001+02:00

Verdenssundhedsorganisationen WHO publicerede i 2008 rapporten “Closing the gap in a generation: Health equity through action on the social determinants of health” - den såkaldte Sir Michael Marmot-rapport. Med det udgangspunkt har Dansk selskab for Folkesundhed udskrevet en prisopgave, der skal belyse behandlingen af social ulighed i sundhed i den danske sundhedspolitik med udgangspunkt i WHO’s arbejde.

Flere nationer har nedsat udvalg, der sammenligner Marmot-rapportens anbefalinger med den nationale forebyggelses- og folkesundhedspolitik, men det er endnu ikke sket i Danmark. Det håber man at opnå med denne prisopgave.

Det bliver bestemt spændende at læse, hvad der kommer ud af opgaven. Forhåbentligt bliver det et solidt indspark i den debatten om ulighed i sundhed i Danmark, der desværre alt for ofte strander ved privathospitaler og private sundhedsforsikringer. Selvom der er en sammenhæng, er flere privathospitaler jo ikke tilstrækkeligt til at man uden videre kan påstå, at der er sket en stigende ulighed i adgangen til behandling og behandling af god kvalitet. Der skal data og nogle mere spændende og substantielle argumenter på banen.

Du kan læse om prisopgaven her. Deadline er d.1. juli 2010.

Prisopgavens tema er: Sir Michael Marmot rapportens anbefalinger set i relation til dansk sundhedspolitik.

Besvarelsen skal afleveres senest den 1. juli. Vinderen modtager kr. 20.000,- 2.-præmien er på kr. 5.000.

Hårde tider for privathospitalerne

2010-05-03T21:27:00.002+02:00

Privathospitalerne, der er ekspanderet voldsomt i de seneste 9 år under den borgerlige regering, er på vej med årsrapporterne for 2009. De har forbavsende nok mærket kridsen kradse på samme måde som resten af samfundet. Privathospitalerne selv peger på en suspension af det udvidede frie sygehusvalg og ikke mindst de færre patienter skylden: Det offentlige har ikke leveret det antal patienter, som man havde forventet, da budgetterne blev lagt.

Så faktisk står privathospitalerne overfor nogen af de samme udfordringer, som de offentlige sygehuse, der mange steder har været nødt til at fyre store grupper af medarbejdere. I det offentlige er det pga. dårlig økonomistyring, mens det private kan vinkle historien, så det snarere er det offentlige, der er skurken: I har ikke givet os nok at lave - så er det klart, at vi ikke kan få budgetterne til at hænge sammen.

Resultatet med mange fyringer bliver nok det samme, men forklaringen er vidt forskellige. Det private marked er ramt af en krise, som det er vanskeligt at tage højde for, mens det offentlige burde have styret økonomien bedre. I sådanne situationer er det snublende nemt at få øje på, hvilken løsning der er nemmest for politikerne at styre og påvirke, - og det er vel bl.a. det, vi har et demokrati til.

Prisen for et (godt) offentligt sundhedsvæsen

2010-05-02T18:36:00.003+02:00

I diskussionerne om hvorvidt privathospitaler og andre private udbydere skal fylde mere i det danske sunhedsvæsen, bliver det ofte nævnt, at konkurrencen er den eneste mulighed for at skabe et bedre og billigere udbud af løsninger på vores helbredsproblemer. Andres erfaringer med et privatiseret sundhedsvæsen peger bare ikke i den retning.

Det seneste eksempel stammer (også) fra USA, hvor et nyligt offentliggjort studie viser at de private læger bruger omkring 12% af deres nettoindtægt på at dække udgifterne til de administrative omkostninger, der er ved at skulle håndtere deres klienters forskellige sygeforsikringer . Altså en administrativ byrde som stammer fra det faktum, at amerikanerne for dække omkostningerne ved deres læge- og hospitalsbesøg fra forskellige forsikringsselskaber. En administrativ omkostning, som vi ikke kender i Danmark, fordi udgifterne i alle tilfælde dækkes af det offentlige.

Der er altså en veldokumenteret ekstra udgift og ekstra administrativ byrde ved af privatisere sundhedsvæsenet, og det er ikke en udgift jeg har set modregnet i nogen danske opgørelser over fordelene ved et privatiseret sundhedsvæsen.

Var regeringsrokaden en god løsning?

2010-04-11T12:10:00.002+02:00

Der er ingen tvivl om, at Lars Løkke brugte den gennemgribende regeringsrokade til at "sætte sig eget hold". Ideen var god nok, men konsekvenserne har indtil videre kun været negative.
Flere af ministrene har efterfølgende rodet sig ud i store problemer, og Lars Løkke har ikke vundet nogen selvstændig og handlekraftig profil gennem rokaden.

Det interessante er, at det faktisk ikke er de helt nye ministre, der har medvirket til de største sager, men tværtimod både meget garvede minstre (Lene Espersen) og ministre med lidt erfaring (Karen Ellemann). Lene Espersen har fået en hård start som udenrigsminister ved at melde afbud til et orienteringsmøde med bl.a. den amerikanske og russiske udenrigsminister. Selvom det i følge Lene Espersen var et møde uden de vigtigste beslutninger på dagsordenen, så er det en oplagt chance for en nytiltrådt udenrigsminister til at få en mere uformel snak med nogen af de mest indflydelsesrige personer på den udenrigsministerielle scene. Det viser mangel på dømmekraft og politisk tæft, hvis Lene Espersen ikke kan se det, og det er utroligt, med den politiske erfaring og ministererfaring hun burde have fået.

Karen Ellemann var lidt af et scoop, da hun blev udpeget som minister. Som datter af et politisk ikon i Venstre, har hun fået politikken ind med modermælken, men det kan bestemt ikke mærke. Som socialminister var det madpakke sagen, der blev eksempel på meget kluntet sagshåndtering og nu er det hendes håndtering af sagen om en vindmøllepark i Nordjylland, der har gjort hende til prygelknabe blandt hendes egne. Selvfølgelig kan man arve politisk upopulære sager fra sin forgænger, men det er ingen undskyldning for ikke læse den mest basale manual i sagshåndtering.

2009-11-23T13:30:00.003+01:00

Så er ledelsen i region hovedstaden på plads - lader det til. De seneste dages forhandlinger siden kommunalvalget i sidste uge har vist, at det kan være ganske vanskeligt at få kabalen til at gå op.

Det er uklart præcis hvad aftalen kommer til at betyde for sygehusene i region hovedstaden, men man få forvente, at den plan som Vibeke Storm fik på plads i foråret, fortsat er gældende nu hvor hun sidder for bordenden igen. Det betyder, at alle skadestuerne i regionen forbliver døgnåbne, med den eneste ændring at 4 tager sig af de mest alvorlige hændelser, mens de resterende er såkaldte nærskadestuer, der tager sig af de mindre skader. På det øvrige område betyder det, at specialeviden koncentreres om enkelte hospitaler - præcis som regeringen har anbefalet. Det er dog fortsat uklart hvilke hospitaler i regionen, der skal tage hvilke opgaver.

Der er ingen tvivl om, at det er fornuftigt at samle specialer på færre sygehuse, der tilgengæld har større kompetencer på et begrænset område. Tilgengæld er det ikke så fornuftigt at regionspolitikerne har bukket under for presset om at bevare alle døgnåbne skadestuer. Bor man i region H er man sjældent langt fra en skadestue - det kan slet ikke sammenlignes med situationen for borgere i udkantsområderne. Derfor virker det mere forkælet en sundhedsfagligt, at ville bevare alle skadestuerne.

2009-10-26T10:46:00.001+01:00

d.20 oktober sagde Sundhedsstyrelsens direktør Jesper Fisker, at uligheden i sundhed i de kommende år vil stige mere end den økonomiske ulighed. Det er værd at tage alvorligt, når det kommer fra en person, der er i spidsen for at sikre kvaliteten i det danske sundhedsvæsen. Men det er også noget af en fallit erklæring.

Sundhedsstyrelsen har en helt central rolle i forhold til at sikre, at uligheden ikke stiger mere. De udstikker retningslinierne for det danske sundhedsvæsen, og de skal reagere når de kan se, at der ikke længere kan tilbydes det samme til forskellige patienter.

At Jesper Fisker vælger at gå ud med sin bekymring offentligt må være et udtryk for, at han ikke kan få den igennem overfor ministeren.

Ministerliste S+SF

2009-10-15T15:21:00.002+02:00

Hvem bliver sundhedsminister i en kommende socialdemokratisk ledet regering?
Det er tilsyneladende ikke det mest hotte emne, ihvertfald fylder det ikke så meget i diskussionen på Dansk Politik.

Morten Helveg Petersen eller Mette Frederiksen? Jeg synes ingen af dem passer særlig godt. Jeg tror ikke, at Mette er interesseret i et ministerium der er så relativt teknisk uden plads til profilering på de mere sociale sager. Og Morten? Det vil være synd at få en så anonym og kedelig person på den plads, og hvad ved han så i øvrigt om sundhed.

2009-10-15T13:44:00.002+02:00

Lægeforeningen udgiver atter Ugeskrift for Studerende som er en særudgave af Ugeskrift for Læger målrettet mod de lægestuderende. I denne udgave kan man bl.a. læse om de både gode og dårlige oplevelser, som lægestuderende har haft med turnus på de danske hospitaler.

Som nyuddannet læge er denne form for mesterlære helt afgørende for, hvilke kompetencer man har den dag man står overfor patienterne helt alene. Derfor er det også skræmmende, når lægestuderende kan fortælle om meget mangelfulde ophold. Hvis kvaliteten og sikkerheden i de ydelser, som danske læger leverer for alvor skal højnes, så er det nødvendigt at man som lægestuderende er sikret en god uddannelse. Læs Ugeskrift for Studerende her

Red min far

2009-10-15T09:56:00.001+02:00

På hjemmesiden www.redminfar.dk kan man følge den hjerteskærende opfordring fra Storm på 2 mdr. om at indbetale penge, så hans far kan få en operation for mavekræft i udlandet. Man kan godt opereres i Danmark, men langt de fleste får tilbagefald indenfor nogle år, og i alt foretages der kun omekirng 100 operationer årligt i DK.

Det er ikke mange operationer pr. kirurg, og det betyder helt naturligt, at den enkelte kirurg ikke har nogen særlig stor erfaring i operationen. Det er hverken tilfredsstillende for patienten eller kirurgen, der naturligvis ønsker at gøre sit arbejde så godt som muligt.

Forhåbentligt kan sygehusreformen være med til at ændre lidt på den statistik. Når vi får samlet specialerne på en række større sygehuse, betyder det forhåbentligt at 2-3 kirurger gennemfører de mavekræft operationer, som årligt skal laves i DK. Det giver en langt større ekspertise hos kirurgen og en langt større sikkerhed for patienten.

Vi kunne gøre mange ting bedre og mere sikkert i det danske sundhedsvæsen, men oprettelsen af færre mere specialiserede sygehus er et stort plus for patienterne.

Academy for Improvement of Health and Welfare

2009-10-14T11:03:00.003+02:00

Det danske sundhedsvæsen har langt igen. I sverige er man i Jönköping len kommet meget længere med kvalitetsforbedringer og systematiske ændringer i kultur og praksis. Det er sket helt uden ekstra omkostninger - til gengæld har man sparet en masse ved at undgå fejl og utilsigtede hændelser. Seneste skud på stammen er Academy for Improvement of Health and Welfare. Vi kunne godt lære noget af det i DK.

Socialdemokrater på prøve

2009-07-06T13:48:00.002+02:00

Det lader til at sommerferien byder på hårdt arbejde for Helle Thorning Schmidt. Man skulle mene, at hun burde have travlt med at lede oppositionens kamp mod regeringen - ikke mindst ovenpå sagen om overbetaling af privat sygehuse og forsvundne papirer fra sundhedsministeriet.

Helle Thorning har slet ikke været på banen i sagen om privathospitalerne, ihvertfald har hverken hun eller partifællerne fyldt meget i medierne. Og det er måske en af grundene til, at der langt om længe kommer en kritik af ledelsen fra andre partifæller. Selvom der er tale om tidligere ministre, som ikke fylder meget i partiet i dag, Jytte Andersen, Helle Degn og Thorkild Simonsen, så bør det vække opmærksomhed.

De kritiserer Henrik Sass Larsen, socialdemokraternes politiske ordfører, for at være helt usynlig, og det er mindst ligeså meget en kritik af Helle selv, der har håndplukket Sass larsen til opgaven.

Samtidig virker deres kritik helt berettiget: Socialdemokraternes ledelse er helt usynlig og de fremstår ikke som dem, der skal føre oppoitionen ind i regeringskontorerne. Rådet til Helle Thorning må være; Tag kritikken alvorlig! Hvis ikke du selv bliver nødt til at gå med uforrettet sag, så gør noget for at styrke holdet. Wammen og Hækkerup som kritikerne peger på, har endnu ikke vist sig som oplagte bud, men sammen med Mette Frederiksen kunne de udgøre et stærkere, yngre team.

Det bliver ikke nogen nem sommerferie for Helle Thorning..

En privatisering af sundhedsvæsenet er dyrere og mere bureaukratisk

2009-06-06T12:38:00.005+02:00

Omkostningerne forbundet med bureaukratiet i et privat sundhedsvæsen, hvor forskellige kasser skal betale for behandlingen, hvor der skal sendes regninger fremog tilbage og holdes styr på dårlige betalere, betyder, at det er væsentligt dyrere end det offentlige sundhedsvæsen.

Det viser adskillige - hvis ikke alle - undersøgelser af problemstillingen, og det blev senest fremhævet af Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet. I Kjeld Møller Pedersens rapport for Copenhagen Consensus Center og i en kronik i Politiken, viser han hvordan vi bruger pengene i sundhedsvæsenet mest effektivt. Når målsætningen er at redde flest mulige liv og skabe de største sundhedsmæssige forbedringer, for så mange som muligt.

Som KMP fremhævede var han ikke meget for at sætte økonomi på sundheden, fordi der er enormt mange ubekendte faktorer. Én af de ting der ikke er ubekendte, er imidlertid omkostningerne ved bureaukratiet i et privat sundhedsvæsen: I USA og lande med tilsvarende systemer går op imod 25% af alle udgifterne til sundhedsvæsenet til de transaktionsomkostninger, som er forbundet med at håndtere bureaukratiet i det private!

25% som betyder, at man i USA bruger en lige så stor andel af BNP på sundhedsvæsenet, som man gør i Danmark, men med et langt mere ulige sundhedsvæsen, hvor en meget stor del af befolkningen ikke har adgang til behandling.

Det er tankevækkende. Bureakratiet kommer med det private sundhedsvæsen, og den måde hvorpå vi kan få mest mulig behandling for pengene og redde flest mulige liv, er ved fortsat at have et universelt system, hvor alle har lige adgang til sundhedsvæsenet - gennem det offentlige.

Og til Rasmus Jarlov: Ja, vi har desværre opbygget et system, hvor fleksibilitet og tillid er afløst af mistænkelighed, registrering og fokus på "hvor mange" fremfor "hvor godt". Jeg glæder mig til at se et nyt perspektiv, hvor kvalitet fremfor kvantitet kommer i fokus - indenfor rammerne af det offentlige.

Hvad skal alle de ny ministre få tiden til at gå med? (I)

2009-04-13T10:33:00.005+02:00

Danmark har fået ny statsminister - Lars Løkke Rasmussen, efter et par uger hvor samtlige medier gik i selvsving over Foghs chancer for at få posten som generalsekretær i NATO. Hvilket drama der udspillede sig (!). Jeg tror sjældent danskerne har interesseret sig mere for NATO, og det er ret grotesk i betragtning af at NATOs indflydelse og berettigelse sjældent har været mindre.

Den eneste, som Foghs nye job reelt kom bag på var vist Komiske Inger. Som tak for den strålende kommunikative indsats har hun fået jobbet som beskæftigelses- og ligestillingsminister. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan hun vil sætte på repeat og igen-og-igen erklære at: "Der er ligestilling i Danmark".

Med den økonomiske udvikling kunne det se ud til, at hun i stedet fik andet at bekymre sig om end ligestilling. Selvom arbejdsløsheden i Danmark fortsat ligger meget lavt, er kurven opadgående, og der vil være behov for initiativer der kan sætte økonomien i gang i de kommende år. Selvom udviklingen betyder, at de sikre, offentlige jobs er blevet mere populære, vil der fortsat være stor mangel på lærer, pædagoger og sygeplejersker om nogle år.

Hvis Inger får tid til det, burde hun kigge på den netop offentliggjorte undersøgelse af SFI for Sundhedskartellet, der viser at:

Uddannelse er ikke nok: Offentlige ansatte med en mellemlang videregående uddannelse, er der gruppe der har det største lønefterslæb i forhol til privatansatte med samme uddannelsesniveau.

Køn forklarer en del af lønforskellene: De offentlige ansatte med en mellemlang videregående uddannelse får i gennemsnit 10,4% mindre i løn end ansatte med samme uddannelsesniveau i den private sektor. Undersøgelsen videre, at køn isoleret set har betydning for lønforskellen.

Mens vi venter, kan vi jo holde øje med, hvem der besætter stillingen som pressechef for vores nye statminister Lars Løkke Rasmussen. Mon ikke hans gamle partner Ulla Østergaard er udelukket efter udstillingen med Ny alliance?

Public affairs

2009-04-12T20:49:00.003+02:00

Som novice ud i genren public affairs er der heldigvis hjælp af hente i litteraturen. Men hvordan kan det være, at jeg endnu ikke har fundet noget på nettet? Public affairs, eller i folkemunde spin, har været en udskældt branche, siden den kom i mediernes søgelys for nogle år siden. Det er stadig et hot topic at spørge indtil antallet af spindoktorer, presse strateger og personlige rådgiver er jævnligt at finde blandt §20 spørgsmål fra de menige folketingsmedlemmer.

Faktum er, at public affairs har været kendt til alle tider alle steder. I virkeligheden kan man godt stille spørgsmålstegn ved, om det ikke er det ældste erhverv til alle tider? Jesus kunne godt have brugt en god public affairs strategi, da han for ca. 2000 år siden trådte ind i Jerusalem omkring dette tidspunkt. Så havde han måske ikke haft et stort antal romere på nakken, der krævede ham korsfæstet. Og endnu før hans tid er det utænkeligt at de romerske generaler, ikke har haft rådgivere - var det mon ikke dem, der foreslog et colloseum for at forlyst folket, så de ikke bekymrede sig så meget om manglen på brød og lighed?

Public affairs er interessant. Jeg gør mine første erfaringer i øjeblikket, og er spændt på at se om det kan bære frugt. Hvor mange public affairs rådgivere findes der egentligt med et venstreorienteret udgangspunkt? Ihvertfald er der brug for endnu flere, hvis vi skal vinde kampen om at sætte dagsordenen i medierne og i befolkningen. Jeg melder mig hermed på banen.

2009 - et årti skal rundes af

2009-01-04T19:08:00.003+01:00

Det er ved at være sidste chance, hvis vi skal gøre indtryk på det første årti efter årtusindeskiftet. Vi er langt henne i det første årti, og 2009 er sidste chance for at påvirke det samlede indtryk.

Kigger jeg tilbage på de første 8 år, står regeringsskiftet i 2001 tydeligt for mig, som et afgørende og definerende tidspunkt for udviklingen i Danmark. I et større perspektiv er det selvfølgelig 11.september samme år og den efterfølgende "war on terror", der springer frem. Derudover er det økonomisk optur med friværdi og luksusgoder - de fleste danskere er blevet vænnet til at kunne få det hele uden at skulle vælge noget fra. Det står i skarp kontrast til størstedelen af befolkningen på kloden.

Det er også årtiet, hvor miljøkampen er kommet på alles læber, og er gået fra at være en blød venstrefløjs mærkesag, til at blive mainstream, alvorligt og sågar i kridthuset hos de borgerlige. Nu kan man både være trendy og miljøvenlig - de to ting er faktisk begyndt at hænge sammen, og det er måske årtiets største bedrift, at kampen for et bedre miljø tages så alvorligt.

Frihedsrettighederne er kommet under pres. Vi er blevet et overvågningssamfund, hvor vi størstedelen af vores vågne tid indfanges af kameraer på arbejdspladsen, i s-toget, på biblioteket, på restauranten og i supermarkedet. Vores arbejdsliv bliver gennemkontrolleret - særligt som offentligt ansat arbejder man ofte indenfor fast givne rammer uden mulighed for den personlige pleje og omsorg, der gør en forskel fordi mennesker, vi skal pleje og passe på. Politiske prioriteringer og spørgsmål fjernes fra den offentlige debat og lægges ud til ekspertudvalg og kommissioner, der efter noget tid præsentere den "rigtige" løsning. Seneste eksempel er det såkaldte Erik Juel udvalg, der har givet os en færdig model for organisering af det fremtidige sundhedsvæsen i Danmark. Regionerne er ikke enige, de er de folkevalgte men deres holdning er ikke meget værd, for de har ikke den økonomi, der skal til for at gennemføre deres planer.

Indtil nu har første årti efter årtusindskiftet ikke præsenteret meget positivt. 2009 er sidste chance for at rette op på det, så der er en ordentlig opgave foran os - jeg håber, du vil hjælpe til!

Thor P - velkommen i blindeklubben

2009-01-01T18:47:00.003+01:00

Vores tidligere finansminister Thor Pedersen mener, at man altid bør vælge den mest kvalificerede til et job, og at alle former for kønskvotering derfor er helt hen i vejret. Kvinderne skal jo nok helt af sig selv komme til tops, hvis bare de er de bedst kvalificeret, og hvis ikke? Ja så er det jo bare et udtryk for naturlig selektion, hvor de dygtigste ryger forrest i køen.

Velkommen i blindeklubben Thor P. Her kan du klappe dig selv på skulderen sammen med de andre mænd og kvinder, der endnu ikke har opdaget, at kvalifikationer ikke er en objektiv størrelse, hvor man nemt kan afgøre, hvad der er størst, længst, tykkest og altså mest kvalificeret. Det afhænger nemlig i meget høj grad af beskuerens øjne, hvilken kandidat der besidder de bedste kvalifikationer. Det er interessant nok også ofte de samme kvalifikationer, som vedkommende selv besidder og oftest er det en mand, der skal ansætte vedkommende.

Opgøret med forståelsen af de objektive kvalifikationer er første skridt på vejen. Bagved ligger en lang række andre fakta, som f.eks. at kvinder langt op i forrige århundrede var forment adgang til at udvikle bestemt kvalifikationer. Og ikke bare til at udvikle dem, næh videnskaben hjalp til med at slå fast, at kvinder slet ikke besad evnerne til at udføre bestemte opgaver. Og så havde kvinderne jo iøvrigt heller ikke lyst, de havde jo i forvejen travlt med at passe hus, hente børn og lave mad. Det har de forøvrigt stadigvæk, uanset at arbejdsdagen udenfor hjemmet er lige lang for både mand og kvinde.

Flere og flere - både mænd og kvinder - er heldigvis ved at erkende, at kvinder ikke taber værdighed ved at få det ekstra skub, som mænd helt naturligt har fået i årevis. Det er vist også snart på tide, at du får fat i et par briller, Thor P.

Hallo derude - hvor er de venstreorienterede debat- og nyhedssider!

2008-12-30T20:52:00.002+01:00

Den er helt gal. Det er ikke mange år siden, at vi på venstrefløjen blev beskyldt for at sidde på store dele af den danske presse. På alt fra DR til de toneangivende, landsdækkende aviser. Nu lader det til at vi er blevet overhalet godt og grundigt at den nye tids medie - internettet.

Hvordan kan det være at borgerlige og konservative meningsdannere, står så stærkt i et nyt medie som internettet, der ellers burde være reserveret unge, progressive venstrefløjsaktivister? De toneangivende net-nyhedsider i DK er steder som Liberator og 180 grader, der på ingen måde ligger skjul på, at de befinder sig et godt stykke til højre for midten. Deres benhgårde liberale propaganda ligger ingen fingre i mellem, og det er sgu et eller andet sted meget befriende. Fordi det ikke bare er teknokratisk dag-til-dag politik, men også revsen i egne rækker og liberale tænker for fremtiden. Der er lidt idepolitiks tankegods om man vil, og det bliver fulgt op af en hærskare af borgerlige bloggere, som bakker op om synspunktern, følger dem til dørs og i mange tilfælde strammer dem endnu en tand.

Hvor har vi den tilsvarende debat fra venstrefløjen!?! Hjælp mig med finde dem, hvis de er derude. Jeg ser meget lidt idepolitisk nytænkning på nettet fra erklærede venstreorienterede. Det er enten fedtet lidt ind i pragmatisk politik, eller spredt rundt på enkelte blogs såsom min egen. Der må da være et samlende sted, hvor venstrefløjen kan komme til orde på en begavet, moderne og innovativ baggrund. Ellers skal der hermed lyde en kraftig opfordring til her og nu at få lavet det nyhedssite, hvor vores blogs og kommentarer kan komme til deres ret.

Tilbage igen

2008-12-06T15:32:00.002+01:00

Så er jeg tilbage på bloggen igen.

Interessant at læse min holdning til Ny Alliance for et år tilbage. Skudsmålet for Liberal Alliance er det samme, og jeg tror ikke, at de holder til endnu en valgkamp.

Her tæt ved udgangen af 2008, kunne jeg godt tænke mig at se lidt mere fokus på projektet Cevea. Kan det lykkes at etablere en idepolitisk infrastruktur på centrum-venstre, som det med større og mindre succes har været muligt i de fleste europæiske lande og i USA?

Et andet område, hvor debatten bliver spændende at følge i den kommende tid, er opfølgning på IT-factory, og mere generelt på virksomhedsstrukturen i Danmark. Det skulle være underligt, hvis IT-Factory er det eneste eksempel på en virksomhed, der er konstrueret alene udfra forventninger og penge på papiret.

Det er ærgerligt hvis ovenstående skal spænde ben for dygtige, hårdtarbejdende og innovative iværksættere, men det er en nødvendig debat og selvransagelse, der er brug for. Hvordan kan et revisionsfirma som Ernst & Young uddele en pris til en virksomhed, der i den grad er bygget på luft og falske forudsætninger?!

Der er en spændende juletid, vi går i møde.

Valgkamp i Danmark

2007-11-06T08:08:00.000+01:00

Så blev valget udskrevet, og byen klistret til i plakater. Mediernes fokus på valgkampen er ekstrem - valgdebatterne på TV bliver fulgt op af utallige blogs, live-tv på nettet og videoer på youtube.

Det er interessant at følge, hvordan en diskussion og vurdering af partiernes politiske udspil er blevet afløst af en vurdering af de enkelte kandidaters evne til at slå igennem i medierne. Selvom tomme ord ikke gør det alene, er retoriske evner, en stærk udstråling og ikke mindst et kendt ansigt et godt skridt på vejen.

Ny Alliance, der i mine øjne er politisk spin af værste skuffe, har virkelig gået hele vejen. Deres kandidater er kendte ansigter - Lars Kolind, Malou Aamund og Jørgen Poulsen, men deres politiske budskab er stadig lige forvirrende, mere uklart og mindre nyskabende en nogensinde. Lidt mindre "pladder-humanisme" end de radikale, men ellers et godt sammenkog af liberalistisk økonomisk tænkning og god samvittighed. Jeg håber ikke de danske vælgere lader hjernen og den kritiske sans blive hjemme, den dag de går i valglokalerne. Der er nemlig spørgsmål nok at stille - både til regeringen og Ny Alliance.

Et af områderne hvor der er blevet gået stille med dørerne er den stigende udlicitering og brugerbetaling i den danske offentlige sektor. Det hænger tæt sammen med skattestop og nedskæringer på de offentlige budgetter, for hvem kan klandre nogen for at vælge en tilkøbsydelse, hvis den service de får tilbudt simpelthen ikke er god nok? Når nedskæringerne i det offentlige tilmed betyder både ringere service samt dårligere løn og ansættelsesforhold for de ansatte i den offentlige sektor, bliver det begge parter der emigrerer over i det private, og den onde cirkel i det offentlige forstærkes yderligere.

Der er en masse eksempler fra den danske dagligdag - SOSU-assistenter, pædagoger og lærere som bliver tvunget til at fravælge et job i den offentlige sektor, fordi de ikke længere har råd til det. Og tendensen kan helt sikkert fortsætte, de nyeste eksempler fra USA, er fra de voldsomme ildebrande i Californien, hvor enkelte enklaver i de hårdest ramte områder er gået fri: De havde råd til dyre forsikringer med særlig beskyttelse fra private brandværn. Naboens hus gik altså op i flammer, mens mit eget bliver beskyttet af særligt uddannede brandmænd, med udstyr der langtfra er råd til i det offentlige.

Diskussionen om EU

2007-01-20T20:40:00.000+01:00

I Danmark er vi normalt vant til at forholde os meget til EU. En lang række afstemninger om traktater og forbehold har gjort, at vi altid ligger i toppen af listen over velinformerede EU-borgere. Det gør os kritiske, bevidste men også blandt de mest EU positive, at vi er tvunget til at tage stilling til de europæiske spørgsmål.

Nu er der gået lidt tid, og jeg venter efterhånden spændt på at debatten dukker op igen. Selv hører jeg til dem med et mere kritisk perspektiv, fordi jeg er venstreorienteret og ønsker medbestemmelse og demokrati i udstrakt grad. EU er ikke bare et spørgsmål om at en lang række væsentlige politiske spørgsmål bliver flyttet til Bruxelles, det er også blevet et eksempel på, at politikerne på en lang række områder har givet køb på de redskaber, der skal give os muligheden for at styre samfundets udvikling, og istedet har lagt det over til markedet uden kunne at tage højde for, hvad der på det enkelte tidspunkt og i det enkelte land er den bedste løsning. Her tænker jeg primært på ØMU'en, men servicedirekttivet er et andet eksempel på, at EU desværre er med til at skabe problemer for udviklingen af det solidariske velfærdssamfund.

Jeg mener ikke, at "vi er os selv nok". Jeg er ivrig tilhænger af et regionalt og internationale samarbejde og kan se mange fordele også på det økonomiske og velfærdsmæssige område, ligesom miljøområdet i dag bliver fremhævet som et eksempel på, at visse problemer faktisk er så grænseoverskridende, at de bedst løses internationalt. Men, det gør mig vred, når diskussionen omkring EU og hvilke løsninger der er bedst i et europæiske regi, lukkes med argumentet om at globaliseringen tar os, hvis ikke vi går ind på EU's præmisser. Eller, at jeg skulle være snæversynet og bange for udviklingen, blot fordi jeg diskutere EU som et politisk område.

EU er ikke i sig selv svaret på alle de udfordringer som globaliseringen (måske) stiller os overfor. For det første er globaliseringen i høj grad, hvad vi gør den til. Og ja, hvis du vil, så kommer den nok og tar dig, og den ide er der åbenbart mange, der tænder på. På den anden side er der også en mulighed for, at vi forholder os både til EU og globaliseringen med en smule politisk sund fornuft, og beslutter os for i et venstreorienteret perspektiv, at vi vil det internationale samarbejde, men at vi også vil beholde magten til at træffe og ændre politiske beslutninger. Derfor er det værd at fastholde diskussionen om EU, og ikke mindst diskussionen om hvorvidt de politiske beslutninger skal låses fast i økonomiske modeller og ligges helt over til markedskræfterne.

Cheminova - Aarhus Universitet har også et ansvar

2006-12-06T21:23:00.000+01:00

Cheminova er igen kommet i søgelyset, denne gang for salg af gift i Brasilien, som for længst er blevet forbudt i Danmark, fordi det er voldsomt sundhedsskadeligt. I Danmark behandler vi det endda med største forsigtighed, mens man i Brasilien ikke har mange arbejdstilsyn men bare arme og ben, når man benytter giften i landbruget. Det er simpelthen groteskt, at Cheminova kan få lov at fortsætte på den måde, uden at nogen griber ind overfor den måde, man behandler arbejdere i den 3.verden på. Det er ikke første gang, at Cheminova er kommet i søgelyset, fordi virksomheden sælger produkter, der bruges og misbruges overalt i verden. Enten fordi man ikke har muligheden for at arbejde med det rigtige sikkerhedsudstyr, når man benytter produktet, eller som i dette tilfælde hvor produktet er så sundhedsskadeligt, at det selv med sikkerhedsudstyr er farligt.

Som studerende ved Aarhus Universitet er det forstemmende at vide, at man indirekte nyder godt af salget af de skadelige produkter, fordi det betaler en del af vores forskning, undervisningsmateriale osv. Det er måske også derfor, at rektor Lauritz Holm-Nielsen prøver at bort forklare miséren med de samme undskyldninger, som Cheminova selv benytter: Jamen, det er bedre at vi trods alt giver dem muligheden for at benytte nogen produkter, så de kan opretholde en produktion og tjene til dagen og vejen. Ja, det kan været et dilemma, hvornår man skal lade stå til, fordi det trods alt er bedre end at lukke kassen helt i, men i dette tilfælde er der mulighed for en anden løsning. Der findes alternativer til den gift, som Cheminova sælger i Brasilien, og selvom vi fra dansk side ikke kan kræve, at vores standarder sætter grænsen alle steder i verden, så bør man som aktionær i Cheminova kræve, at virksomheden ikke sælger produkter, som i den grad både skader mennesker og miljø.

Løsningen er ikke, at man fra universitetets side sælger alle aktier i Cheminova, - chancen for at endnu mere skruppelløse eller snarere ligeglade købere står på spring er alt for stor. For en del af historien er jo, at Cheminova faktisk har en ganske god forretning kørende. Løsningen er, at man fra universitetets side sammen med andre aktionærer kræver nogle klare etiske retningslinier for, hvilke produkter Cheminova sælger, hvordan Cheminova markedsfører sine produkter og sælger dem sammen med det nødvendige information og sikkerhedsudstyr, og ikke mindst står ved sit ansvar overfor de arbejdere, der er kommet til skade som følge af at have brugt Cheminova's produkter, og det miljø som er blevet forurenet gennem brugen af Cheminova’s gifte. Kun på den måde kan Aarhus Universitet og de øvrige aktionærer være med til at sikre en langsigtet løsning, og forhåbentligt undgå at Cheminova havner i en giftskandale endnu engang. Ikke fordi det er synd for Cheminova, men fordi skandalerne overhovedet ikke bør finde sted!

Debat om Danmark

2006-11-26T22:19:00.000+01:00

Højredrejningen i dansk politik, litteratur og kulturliv bliver også debatteret andre steder end herhjemme. I tiden efter Muhammed tegningerne sidste år, var vi for en periode i hele verdens søgelys, som et eksempel på, hvor galt det kan gå, når dialog afløses af uvidenhed.

Sylvia Poggoli skriver bl.a. i en længere artikel på hjemmesiden www.npr.org:

"Today, the Danish political discourse is no longer stifled by political correctness. The tone can even be inflammatory. One politician has called for the internment of some Muslim radicals in Denmark for security reasons. And last year, a radio station went so far as to call for the extermination of all radical Muslims.
The difficulty of integrating Muslims who don't share Western values is the No.1 topic of discussion".

Artiklen er heldigvis ikke ensidet, men viser at det blandt danskerne ikke er blevet intolerante over en kam. Den viser hvordan en meget stor del af danskerne, gerne vil kæmpe for det multikulturelle, tolerante samfund, men at kampen ikke længere er sort hvid: Der er den danske højeekstremisme på den ene side, men samtidig er der også et radikalt muslimsk miljø, som ikke uden videre har tænkt sig at bakke op om værdier som ligestilling, menneskerettigheder og demokrati.

Midtvejsvalg i USA

2006-11-07T21:50:00.000+01:00

Selvom det på sin vis kan være en smule deprimerende, at vi kun er kommet halvvejs igennem Bush’s anden præsidentperiode i USA, er midtvejsvalget forhåbentligt begyndelsen på enden.

Tæt ved 100mio. amerikanere går lige nu til valg i USA, og de skal stemme om en lang række emner. Først og fremmest er 33 af de 100 pladser i Senatet og samtlige 435 pladser i Repræsentanternes Hus på valg. Desuden er der guvernørvalg i 36 stater og valg til de lokale forsamlinger, og i flere stater skal vælgerne desuden tage stilling til en lang række lokalpolitiske spørgsmål. I øjeblikket har republikanerne flertallet i begge Kongressens kamre, men utilfredsheden med præsident Bush, især i forhold til Irakkrigen er vokset igennem det seneste år, og lige nu ser det ud til, at demokraterne kan erobre flertallet i Repræsentanternes Hus, hvor de mangler 15 pladser for at have flertallet. I Senatet er det mere tvivlsomt om demokraterne kan erobre flertallet, da kun en tredjedel af pladserne er på valg, her mangler demokraterne 6 pladser for at vinde magten fra republikanerne. Det er særligt i staterne på østkysten, at demokraterne ser ud til at kunne vinde det tabte terræn tilbage, her er det særligt Virginia, Tennessee, Missouri, New Jersey, Pennsylvania, Rhode Island, Ohio and Maryland, man skal holde øje med.

Midtvejsvalget virker måske ikke så vigtigt, i en situation hvor man internationalt opfatter amerikansk politik som synonymt med Præsident Bush, der alligevel først kan afsættes om to år. Men midtvejsvalget er ekstremt vigtigt af flere årsager. For det første sender valget et signal om, hvor stor opbakningen til Bush’ politik og strategi er i USA. Den opbakning og legitimering af en bestemt politisk linie, som et valg kan give, skal man bestemt ikke undervurdere. Hvis republikanerne får smæk ved midtvejsvalget kan det benyttes af politiske modstandere både i USA og internationalt til at stå langt stærkere overfor Bush.

Derudover har resultatet af midtvejsvalget naturligvis en betydning for, hvilken politik Bush kan føre i praksis. Hvis demokraterne vinder flertal i et eller begge af Kongressens kamre, bliver Bush fanget i en situation, hvor han i stedet for at få vedtaget sine egne lovforslag og se sine egne politiske initiativer blive gennemført, skal bruge kræfter på at overveje at blokere lovgivning med et veto.

Endelig vil Bush’ taktik og retorik være under konstant pres og til debat i begge kamre, i modsætning til den nuværende situation, hvor flertallet af republikanere har formået at ligge noget låg på debatten. Det betyder, at Bush’ og republikanerne i langt højere grad kommer til at skulle bruge kræfter og ressourcer på at forsvare deres politik og være i defensiven. Det er bestemt ikke en situation, der passer til den offensive retorik Bush’ startede med at vinde på.

Alt i alt er har amerikanerne i dag nogle chancer for at gøre Præsident Bush til en ”lame duck” i den sidste del af sin regeringsperiode. Det kan forhåbentligt føre til lidt mindre magtarrogance i forhold til Irak krigen, så vi kan begynde at se på de reelle problemer og løsningsmulighederne, i stedet for at holde den irakiske befolkning som gidsler i den nuværende, håbløse situation.

Her er nogle af de amerikanske politikere, som er på valg i dag:

Den kendte: Hillary Rodham Clinton

Business manden: Mike McGavick

Med opbakning fra National Riffle Association: Dave Freudenthal

Countrysangeren: Kinky Friedman (og ja, det hedder han!)

Quarterback'en: Heath Shuler

Små-racisten: George Felix Allen

Sønnen: Thomas Keane Jr.

Anti-war: Ned Lamont

Rekord kandidaten: Robert Byrd

Og så ham hos hvem FBI fandt $90.000 i fryseren: William Jefferson

Hjemløshed – et meget aktuelt problem

2006-11-05T16:41:00.000+01:00

Det er ikke længere kun i København, at man i Danmark møder hjemløse og tiggere, også i Århus og mange andre danske byer er der flere og flere som presses ud på livets skyggeside.

I år fejrer det engelske magasin for hjemløse, The Big Issue, 15 års fødselsdag og det danske hjemløse blad Hus Forbi sendte fornyligt sit nummer 50 på gaden. Det er ikke blevet bedre eller nemmere at være hjemløs i den periode, og tilbuddene til sindslidende, narkomaner og alkoholikere, som ofte er dem, der ender på gaden, er heller ikke blevet flere.

Mens vi kæmper for mere menneskelige og ligeværdige forhold, fixerum, behandlingstilbud og væresteder, så kig lige på denne site, hvor en gruppe journaliststuderende fra Århus, har lavet en introduktion til byens hjemløse, hvor de holder til, og hvem der kæmper for dem.

Jyllands Posten – sikke en sviner!

2006-11-04T15:27:00.000+01:00

Et par grove udtalelser sneg sig med i Jyllands Postens leder fra d.3 november, og fortjener at få en kommentar med på vejen. Hvis ikke avisens håndtering af Muhammed sagen slog fast, at den danske højrefløj har fået deres eget talerør, så gør den leder det ihvertfald. Jyllands Posten skriver:”At advare mod en ukontrolleret indvandring af uuddannede og uproduktive udlændinge, hvis eneste bidrag til det danske samfund er et solidt dræn i de offentlige kasser, er mildt sagt ikke det samme som at være indvandrerfjendsk”.

Den generalisering, Jyllands Posten her kommer med, er i den grad indvandrerfjendsk og tenderende til det racistiske. Med et par enkelte sætninger skærer man alle de udlændinge, der kommer til Danmark, over en kam: Hvis ikke du kommer med ressourcer og kan finde en plads på det danske arbejdsmarked, så er det ikke bare din egen skyld, det er også fordi du i virkeligheden kun er kommet for at nasse på det danske samfund! Det er for det første en hån mod alle de flygtninge og indvandrere, som med alle midler forsøger at finde fodfæste på det danske arbejdsmarked, som lærer sproget og tager en uddannelse, men alligevel bliver afvist fordi de bærer tørklæde, er lidt mørke i huden eller har et ”forkert” efternavn. Derudover er det en hån, mod de flygtninge der er tvunget hertil, fordi det er for farligt i deres hjemland, og som i mange tilfælde lider af psykiske og fysiske mén, der gør dem ude af stand til at være på det danske arbejdsmarked.

Det mest groteske er dog den måde, som Jyllands Posten fuldstændig afskriver integrationen og muligheden for at de flygtninge og indvandrere, der er kommet til Danmark, kan og vil bidrage til det danske samfund. Foreksempel via en ordentlig integration med rimelige vilkår, herunder afskaffelse af starthjælpen, og en mulighed for at komme ind på det danske arbejdsmarked. Det er sikkert ikke i sidste gang, at Jyllands Posten gemmer en lille højreorienteret sviner mellem linierne, så hold øjne og øre åbne!

EU og Tyrkiet - En problematisk affære

2006-11-03T23:07:00.000+01:00

Den seneste hilsen fra EU til Tyrkiet er, at samarbejdet er noget trængt og måske endda må ophøre helt. Det kan dog ikke komme som nogen overraskelse hvis man har fulgt med i forløbet, og EU har med processen skudt sig selv godt og grundigt i foden!

Samarbejdet begyndte i 1987, hvor Tyrkiet ansøgte om medlemsskab, og landet blev allerede i 1999 anerkendt som kandidatland, dvs. at EU på daværende tidspunkt, sagde god for at Tyrkiet, hvis og såfremt det lever op til de såkaldte Københavner kriterier, på et tidspunkt kan blive medlem af EU. Ved topmødet i København i 2002, hvor udvidelses forhandlingerne med de ti lande, der blev optaget i 2004, faldt på plads, besluttede man fra EU’s side, at Tyrkiet endnu ikke levede op til de politiske kriterier i en sådan grad, at optagelsesforhandlingerne kunne begynde.

Allerede på daværende tidspunkt i 2002 er forholdet mellem Tyrkiet og EU noget lunkent. Officielt trækker EU i bremsen, fordi Tyrkiet endnu ikke har styr på menneskerettigheder, demokrati og retsstatsforhold (indholdet af det politiske kriterium). Reelt er en stor del af problemet, at flere af EU’s nuværende medlemslande er bekymrede for at få så mange muslimer med i EU, og oplever et pres fra den meget kristne vælgerskare ikke mindst i flere af de helt nye EU medlemslande.

På trods af den skepsis som luftes internt i EU, og ikke mindst en stor modstand mod Tyrkiet fra befolkningen i nogen medlemslande, begynder EU i efteråret 2004 optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet. I Istanbul jubler tyrkerne, endelig mener man at have fået det grønne lys fra EU, og nu kan det da kun for alvor gå fremad! Virkeligheden viser sig hurtigt at være en anden, dels fordi EU egne institutioner siger ét, mens regeringerne i de enkelte medlemslande giver udtryk for en noget større skepsis, og det er jo trods alt i sidste ende Det Europæiske Råd med regeringscheferne, der skal godkende en eventuel optagelse.

Samtidig må man ikke glemme at Tyrkiet har behov for reformer. Et halvt år efter at optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet gik i gang i 2004, kunne man i TV Avisen se det tyrkiske politi banke kvinder, der deltog i en fredelig 8. marts demonstration. Både journalister og forfattere er gennem det seneste års tid blevet anklaget for at have krænket den tyrkiske nations ære ved at nævne folkedrabet på armenerne, der ifølge officiel tyrkisk politik aldrig har fundet sted. Samtidig er de reformer, der skulle hjælpe de kurdiske minoriteter, i mange tilfælde ikke blevet håndhævet i praksis, fordi der er lang vej fra politikere med gode hensigter i Ankara til virkeligheden i det fattige Urfa.

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt der er behov for reformer i Tyrkiet, hvis landet skal konsolideres som demokrati, men spørgsmålet er hvordan EU bedst kan hjælpe til med at sætte den proces igang og holde den på skinnerne. Det bedste sammenligningsgrundlag er indtil videre de østeuropæiske lande, som i 2004 blev medlemmer af EU og ligeledes Bulgarien og Rumænien, der ser frem til at blive medlemmer i 2007. Selvom der, særligt i de to sidste lande, stadig er behov for reformer, har EU formået at spille en mere aktiv og offensiv rolle, fordi medlemsskabet fremstod som en troværdig belønning for den indsats som landene lagde for dagen. Mange af de reformer, som landene var tvunget til at gennemføre oven på kommunismens sammenbrud. havde voldsomme negative konsekvenser for befolkningen, og en af grundene til at regeringerne alligevel kunne sikre tilstrækkelig med opbakning, var at EU medlemsskabet og indlemmelsen i et europæisk fællesskab lokkede forude.

Det er EU’s store styrke, at et medlemsskab har så stor en tiltrækningskraft, at det kan sikre de nødvendige reformer, men det incitament holder kun så længe, at medlemskabet fremstår som en troværdig belønning! Tyrkiet er et klasseeksempel på, at EU har skudt sig selv i foden og ikke længere kan påvirke reformprocessen, simpelthen fordi ingen i Tyrkiet længere tror på, at EU nogensinde lukker Tyrkiet ind i den rige, kristne klub.

Den eneste mulige løsning er nu, at EU gør op med sig selv, om man vil kæmpe for at resten af europæerne accepterer tyrkerne eller droppe projektet helt. Hvis EU skal leve op til sine egne kriterier om demokrati, menneskerettigheder og retsstatsforhold, er der ikke andet for, end at komme videre med forhandlingerne. Dernæst skal EU opstille nogle klokkeklare politiske og økonomiske krav – ikke det der vattede krav om demokrati, som kan operationaliseres på 117 forskellige måder, og så skal man ellers benytte de bistandsprogrammer, EU allerede har etableret til at sikre, at Tyrkiet har de fornødne ressourcer til at gennemføre reformerne. Det er den eneste løsning, hvis ikke EU skal tabe både ansigtet og et demokratisk Tyrkiet på gulvet.

Muhammedkrisen II

2006-10-30T21:58:00.000+01:00

Muhammedkrisen II

For henved et år siden, nærmere bestemt i slutningen af Januar 2006, rejste jeg med en god ven rundt i Syrien og Tyrkiet. Det var lige mens Muhammedkrisen var på sit højeste, men endnu mens vi tog afsted, var opmærksomheden i verden ikke vendt mod Danmark.

Derfor blev jeg også noget overrasket, da jeg første gang i Damaskus blev spurgt om Muhammedsagen: Nå du kommer fra Danmark, hvad mener du så om karrikaturerne, der er blevet bragt i den danske avis? Jeg var i Damaskus i de kritiske dage, da den danske ambassade blev brændt, og muslimske fundamentalister brændte danske flag af i gaderne. Jeg vidste ikke hvor alvorligt sagen havde udviklet sig og hvor alvorligt situationen så ud fra Danmark, så mens jeg bevægede mig rundt i Damaskus' bazarer, havde jeg ikke nogen skrupler ved at fortælle folk, at jeg var dansker. De reaktioner jeg mødte var heller aldrig voldsomme eller ubehagelige. I modsætning til den opfattelse man kunne få i de danske medier, var de holdninger jeg stødte på hverken rabiate eller intolerante. Folk var interesserede i at diskutere, i at høre min holdning til sagen og give udtryk for deres egen.

Da jeg et par uger senere kom til Tyrkiet, blev jeg første gang gjort opmærksom på de kæde sms'er der blev sendt rundt med en opfordring til at boykotte danske varer. En butiksassistent vidste mig en sms, da han fandt ud af jeg var dansker, og blev en smule fornærmet, da jeg ikke kunne lade være med at smile over de varer, som han blev opfattet til at boykotte: Coca Cola, Nestlé og en række andre vestlige, men ikke danske varer, var nævnt i beskeden. Tilgengæld var det stadig Tuborg og Lurpak, man fik på alle restauranter!

Og hvad kan man så lære af det? Ihvertfald kom jeg hjem fra Syrien og Tyrkiet med et noget andet billede af Muhammedkrisen og Mellemøstens reaktion, end det billede mine danske venner og familie havde fået af situationen. Den almindelige syrer havde en holdning til tegningerne, var interesseret i at diskutere sagen og høre, hvad jeg som dansker mente om situationen, og det viser heldigvis, at der trods skepsis på begge sider er grobund for både dialog og samarbejde!

2006-10-29T22:03:00.000+01:00

Muhammedkrisen I

For henved et år siden trykte Jyllands Posten de famøse tegninger af Muhammed i avisen, og udløste en krise der resulterede i vold og uroligheder flere steder i verden og en voldsom debat i Danmark. Jeg vil til enhver tid forsvare Jyllands Postens ret til at trykke tegningerne; religiøs fundamentalisme af enhver art, der tvinger os til at gå på kompromis med menneskerettighederne hører ikke til i et demokratisk samfund. Det er uanset, om det drejer sig om kristen, muslimsk eller jødisk fundamentalisme.

Men, jeg er mere kritisk overfor, hvorvidt Jyllands Posten burde have bragt tegningerne. Var det virkelig de menneskeliv værd, som det faktisk blev konsekvensen oven på den urolighed, der efterfølgende fandt sted i verden? Ja, hvis det var den eneste mulighed for at sætte gang i en principel debat om religionens begrænsninger af menneskerettighederne.

Men det er jo ikke tilfældet. Debatten om islams og andre religioners begrænsning af ytringsfriheden kunne være startet på mange andre måder, uden den provokation og krænkelse som også ganske almindelige og fredelige muslimer følte ved tegningerne. Jeg kan godt, som flere muslimer også udtrykte det, efter at tegningerne blev offentligtgjort, få den tanke at Jyllands Posten bevidst med tegningerne forsøgte at fremprovokere eksempler på den muslimske fundamentalisme, de i virkeligheden ønskede at få på dagsordenen. Hvis det er tilfældet, så opnåede JP hvad de ønskede. Medierne herhjemme og resten af verden faldt hinanden over tæerne med billeder af skæggede mænd, der brændte danske flag af og i det hele taget opførte sig uciviliseret i al deres fordømmelse af vesten. Ikke nok med at vi i Danmark fik det indtryk, at sådan ser mellemøsten og resten af de muslimske samfund ud, vi fik også ekstra brænde til det bål af intolerance og fremmedfjendskhed, som står i lys lue i Danmark.

Hvis hensigten med Jyllands Postens tegninger derimod var at styrke menneskerettighederne, har de faktisk fået den stik modsatte effekt. Hvor menneskerettighederne bygger på inklusion, tolerance og respekt for det enkelte menneskes rettigheder, uanset religion, udseende og holdninger, har debatten i Danmark bevæget sig i den stik modsatte retning.

Looking left

2006-10-28T19:05:00.000+02:00

Velkommen til denne blog,

Her vil løbende være kommentarer og artikler om den politiske situation i Danmark og verden.

Øjebliksbilledet fortæller om en borgerlig dansk regering, der er presset på spørgsmål om velfærd og intern murren i krogene over den umenneskelige behandling af asylansøgere.

I Europa har vi netop budt Rumænien og Bulgarien indenfor EU's beskyttende toldmure fra årsskiftet, selvom begge lande kæmper med store demokratiske og økonomiske problemer.

USA ser frem mod et midtvejsvalg, der forhåbentligt kan sende et varsel om at Præsident Bush og republikanerne ikke får lov at stå meget længere ved roret.

FN's nye generalsekretær bliver en koreaner, der efter sigende går i et med tapetet, og hvis målsætning er først og fremmest at få gennemført de nødvendige reformer af FN systemet. Det er selvfølgelig en vigtig opgave, men lige nu er det situationen i Darfur, der for alvor kræver verdens opmærksomhed, og den opgave kræver mere end diplomati.

Verden er et fantastisk sted, men vi har mange opgaver at tage fat på!