Valgkamp i Danmark

Så blev valget udskrevet, og byen klistret til i plakater. Mediernes fokus på valgkampen er ekstrem - valgdebatterne på TV bliver fulgt op af utallige blogs, live-tv på nettet og videoer på youtube.

Det er interessant at følge, hvordan en diskussion og vurdering af partiernes politiske udspil er blevet afløst af en vurdering af de enkelte kandidaters evne til at slå igennem i medierne. Selvom tomme ord ikke gør det alene, er retoriske evner, en stærk udstråling og ikke mindst et kendt ansigt et godt skridt på vejen.

Ny Alliance, der i mine øjne er politisk spin af værste skuffe, har virkelig gået hele vejen. Deres kandidater er kendte ansigter - Lars Kolind, Malou Aamund og Jørgen Poulsen, men deres politiske budskab er stadig lige forvirrende, mere uklart og mindre nyskabende en nogensinde. Lidt mindre "pladder-humanisme" end de radikale, men ellers et godt sammenkog af liberalistisk økonomisk tænkning og god samvittighed. Jeg håber ikke de danske vælgere lader hjernen og den kritiske sans blive hjemme, den dag de går i valglokalerne. Der er nemlig spørgsmål nok at stille - både til regeringen og Ny Alliance.

Et af områderne hvor der er blevet gået stille med dørerne er den stigende udlicitering og brugerbetaling i den danske offentlige sektor. Det hænger tæt sammen med skattestop og nedskæringer på de offentlige budgetter, for hvem kan klandre nogen for at vælge en tilkøbsydelse, hvis den service de får tilbudt simpelthen ikke er god nok? Når nedskæringerne i det offentlige tilmed betyder både ringere service samt dårligere løn og ansættelsesforhold for de ansatte i den offentlige sektor, bliver det begge parter der emigrerer over i det private, og den onde cirkel i det offentlige forstærkes yderligere.

Der er en masse eksempler fra den danske dagligdag - SOSU-assistenter, pædagoger og lærere som bliver tvunget til at fravælge et job i den offentlige sektor, fordi de ikke længere har råd til det. Og tendensen kan helt sikkert fortsætte, de nyeste eksempler fra USA, er fra de voldsomme ildebrande i Californien, hvor enkelte enklaver i de hårdest ramte områder er gået fri: De havde råd til dyre forsikringer med særlig beskyttelse fra private brandværn. Naboens hus gik altså op i flammer, mens mit eget bliver beskyttet af særligt uddannede brandmænd, med udstyr der langtfra er råd til i det offentlige.

Diskussionen om EU

I Danmark er vi normalt vant til at forholde os meget til EU. En lang række afstemninger om traktater og forbehold har gjort, at vi altid ligger i toppen af listen over velinformerede EU-borgere. Det gør os kritiske, bevidste men også blandt de mest EU positive, at vi er tvunget til at tage stilling til de europæiske spørgsmål.

Nu er der gået lidt tid, og jeg venter efterhånden spændt på at debatten dukker op igen. Selv hører jeg til dem med et mere kritisk perspektiv, fordi jeg er venstreorienteret og ønsker medbestemmelse og demokrati i udstrakt grad. EU er ikke bare et spørgsmål om at en lang række væsentlige politiske spørgsmål bliver flyttet til Bruxelles, det er også blevet et eksempel på, at politikerne på en lang række områder har givet køb på de redskaber, der skal give os muligheden for at styre samfundets udvikling, og istedet har lagt det over til markedet uden kunne at tage højde for, hvad der på det enkelte tidspunkt og i det enkelte land er den bedste løsning. Her tænker jeg primært på ØMU'en, men servicedirekttivet er et andet eksempel på, at EU desværre er med til at skabe problemer for udviklingen af det solidariske velfærdssamfund.

Jeg mener ikke, at "vi er os selv nok". Jeg er ivrig tilhænger af et regionalt og internationale samarbejde og kan se mange fordele også på det økonomiske og velfærdsmæssige område, ligesom miljøområdet i dag bliver fremhævet som et eksempel på, at visse problemer faktisk er så grænseoverskridende, at de bedst løses internationalt. Men, det gør mig vred, når diskussionen omkring EU og hvilke løsninger der er bedst i et europæiske regi, lukkes med argumentet om at globaliseringen tar os, hvis ikke vi går ind på EU's præmisser. Eller, at jeg skulle være snæversynet og bange for udviklingen, blot fordi jeg diskutere EU som et politisk område.

EU er ikke i sig selv svaret på alle de udfordringer som globaliseringen (måske) stiller os overfor. For det første er globaliseringen i høj grad, hvad vi gør den til. Og ja, hvis du vil, så kommer den nok og tar dig, og den ide er der åbenbart mange, der tænder på. På den anden side er der også en mulighed for, at vi forholder os både til EU og globaliseringen med en smule politisk sund fornuft, og beslutter os for i et venstreorienteret perspektiv, at vi vil det internationale samarbejde, men at vi også vil beholde magten til at træffe og ændre politiske beslutninger. Derfor er det værd at fastholde diskussionen om EU, og ikke mindst diskussionen om hvorvidt de politiske beslutninger skal låses fast i økonomiske modeller og ligges helt over til markedskræfterne.