lørdag, maj 15, 2010

Meningsmålinger og hvad de kan bruges til

Forleden blev jeg ringet op af en ung fyr fra Epinion, der spurgte, om han måtte stille mig et par spørgsmål. Det måtte han såmand gerne, så vi gik igang. Spørgsmålene omhandlede holdningen til finanskrisen, om danskerne tog for let på den, hvilke løsninger der ville være de bedste osv.

Der var to svarmuligheder til hvert spørgsmål, et venstreorienteret og et mere klassisk liberalt. Det er sådan set ok, jeg kan godt se, at det giver nogle klare udsagn, som kan bruges til en forsidehistorie: "Flertal for at sætte skatten op for at redde velfærden", eller: "Danskerne mener ikke, at skattelettelserne har haft en negativndflydelse på den økonomiske krise".

Det der alligevel provokerede mig rigtig meget, var den måde nogle af spørgsmålene blev indledt. Enten havde jeg fået en dårlig interviewer, der troede, at han gjorde mig en tjeneste ved lige at give spørgsmålene et par ord med på vejen, eller også står det rent faktisk skrevet på et papir, han læser op af.

I et tilfældende indledte han med at sige: "Indtil videre er det jo det private erhvervsliv, der har måttet betale for den økonomiske krise med nedskæringer og konkurser" (What??! - jeg tror nok, at det fyrede personale på landets sygehuse er uenige i den udlægning). "Derfor vil jeg gerne spørge dig. Mener du, at det er rimeligt, at det fortsat er det private erhvervsliv, der skal betale, eller er det på tide, at der også sker nedskæringer i det offentlige"

Hva' fanden?! Er Epinion købt og betalt af regeringen, til at få svaret: Ja tak, nu må det også snart være det offentliges tur?. Og hvad svarer man? Jeg var lige ved at give intervieweren den lange fortællingen om falske præmisser for spørgsmålet etc. men blev enig med mig selv om, at han nok ikke kunne gøre så meget ved det. Så, jeg svarede "ved ikke".

Og til advarsel: Når i ser en forsidehistorie baseret på tal fra Epinion og budskabet: Danskerne mener at det offentlige skal betale for de økonomiske krise, så husk hvordan spørgsmålet blev stillet - ekstremt ledende, og tjek hvor mange der har svaret "ved ikke".