Meningsmålinger og hvad de kan bruges til

Forleden blev jeg ringet op af en ung fyr fra Epinion, der spurgte, om han måtte stille mig et par spørgsmål. Det måtte han såmand gerne, så vi gik igang. Spørgsmålene omhandlede holdningen til finanskrisen, om danskerne tog for let på den, hvilke løsninger der ville være de bedste osv.

Der var to svarmuligheder til hvert spørgsmål, et venstreorienteret og et mere klassisk liberalt. Det er sådan set ok, jeg kan godt se, at det giver nogle klare udsagn, som kan bruges til en forsidehistorie: "Flertal for at sætte skatten op for at redde velfærden", eller: "Danskerne mener ikke, at skattelettelserne har haft en negativndflydelse på den økonomiske krise".

Det der alligevel provokerede mig rigtig meget, var den måde nogle af spørgsmålene blev indledt. Enten havde jeg fået en dårlig interviewer, der troede, at han gjorde mig en tjeneste ved lige at give spørgsmålene et par ord med på vejen, eller også står det rent faktisk skrevet på et papir, han læser op af.

I et tilfældende indledte han med at sige: "Indtil videre er det jo det private erhvervsliv, der har måttet betale for den økonomiske krise med nedskæringer og konkurser" (What??! - jeg tror nok, at det fyrede personale på landets sygehuse er uenige i den udlægning). "Derfor vil jeg gerne spørge dig. Mener du, at det er rimeligt, at det fortsat er det private erhvervsliv, der skal betale, eller er det på tide, at der også sker nedskæringer i det offentlige"

Hva' fanden?! Er Epinion købt og betalt af regeringen, til at få svaret: Ja tak, nu må det også snart være det offentliges tur?. Og hvad svarer man? Jeg var lige ved at give intervieweren den lange fortællingen om falske præmisser for spørgsmålet etc. men blev enig med mig selv om, at han nok ikke kunne gøre så meget ved det. Så, jeg svarede "ved ikke".

Og til advarsel: Når i ser en forsidehistorie baseret på tal fra Epinion og budskabet: Danskerne mener at det offentlige skal betale for de økonomiske krise, så husk hvordan spørgsmålet blev stillet - ekstremt ledende, og tjek hvor mange der har svaret "ved ikke".

Prisopgave om social ulighed i sundhed

Verdenssundhedsorganisationen WHO publicerede i 2008 rapporten “Closing the gap in a generation: Health equity through action on the social determinants of health” - den såkaldte Sir Michael Marmot-rapport. Med det udgangspunkt har Dansk selskab for Folkesundhed udskrevet en prisopgave, der skal belyse behandlingen af social ulighed i sundhed i den danske sundhedspolitik med udgangspunkt i WHO’s arbejde.

Flere nationer har nedsat udvalg, der sammenligner Marmot-rapportens anbefalinger med den nationale forebyggelses- og folkesundhedspolitik, men det er endnu ikke sket i Danmark. Det håber man at opnå med denne prisopgave.

Det bliver bestemt spændende at læse, hvad der kommer ud af opgaven. Forhåbentligt bliver det et solidt indspark i den debatten om ulighed i sundhed i Danmark, der desværre alt for ofte strander ved privathospitaler og private sundhedsforsikringer. Selvom der er en sammenhæng, er flere privathospitaler jo ikke tilstrækkeligt til at man uden videre kan påstå, at der er sket en stigende ulighed i adgangen til behandling og behandling af god kvalitet. Der skal data og nogle mere spændende og substantielle argumenter på banen.

Du kan læse om prisopgaven her. Deadline er d.1. juli 2010.

Prisopgavens tema er: Sir Michael Marmot rapportens anbefalinger set i relation til dansk sundhedspolitik.

Besvarelsen skal afleveres senest den 1. juli. Vinderen modtager kr. 20.000,- 2.-præmien er på kr. 5.000.

Hårde tider for privathospitalerne

Privathospitalerne, der er ekspanderet voldsomt i de seneste 9 år under den borgerlige regering, er på vej med årsrapporterne for 2009. De har forbavsende nok mærket kridsen kradse på samme måde som resten af samfundet. Privathospitalerne selv peger på en suspension af det udvidede frie sygehusvalg og ikke mindst de færre patienter skylden: Det offentlige har ikke leveret det antal patienter, som man havde forventet, da budgetterne blev lagt.

Så faktisk står privathospitalerne overfor nogen af de samme udfordringer, som de offentlige sygehuse, der mange steder har været nødt til at fyre store grupper af medarbejdere. I det offentlige er det pga. dårlig økonomistyring, mens det private kan vinkle historien, så det snarere er det offentlige, der er skurken: I har ikke givet os nok at lave - så er det klart, at vi ikke kan få budgetterne til at hænge sammen.

Resultatet med mange fyringer bliver nok det samme, men forklaringen er vidt forskellige. Det private marked er ramt af en krise, som det er vanskeligt at tage højde for, mens det offentlige burde have styret økonomien bedre. I sådanne situationer er det snublende nemt at få øje på, hvilken løsning der er nemmest for politikerne at styre og påvirke, - og det er vel bl.a. det, vi har et demokrati til.

Prisen for et (godt) offentligt sundhedsvæsen

I diskussionerne om hvorvidt privathospitaler og andre private udbydere skal fylde mere i det danske sunhedsvæsen, bliver det ofte nævnt, at konkurrencen er den eneste mulighed for at skabe et bedre og billigere udbud af løsninger på vores helbredsproblemer. Andres erfaringer med et privatiseret sundhedsvæsen peger bare ikke i den retning.

Det seneste eksempel stammer (også) fra USA, hvor et nyligt offentliggjort studie viser at de private læger bruger omkring 12% af deres nettoindtægt på at dække udgifterne til de administrative omkostninger, der er ved at skulle håndtere deres klienters forskellige sygeforsikringer . Altså en administrativ byrde som stammer fra det faktum, at amerikanerne for dække omkostningerne ved deres læge- og hospitalsbesøg fra forskellige forsikringsselskaber. En administrativ omkostning, som vi ikke kender i Danmark, fordi udgifterne i alle tilfælde dækkes af det offentlige.

Der er altså en veldokumenteret ekstra udgift og ekstra administrativ byrde ved af privatisere sundhedsvæsenet, og det er ikke en udgift jeg har set modregnet i nogen danske opgørelser over fordelene ved et privatiseret sundhedsvæsen.