Muhammedkrisen I

For henved et år siden trykte Jyllands Posten de famøse tegninger af Muhammed i avisen, og udløste en krise der resulterede i vold og uroligheder flere steder i verden og en voldsom debat i Danmark. Jeg vil til enhver tid forsvare Jyllands Postens ret til at trykke tegningerne; religiøs fundamentalisme af enhver art, der tvinger os til at gå på kompromis med menneskerettighederne hører ikke til i et demokratisk samfund. Det er uanset, om det drejer sig om kristen, muslimsk eller jødisk fundamentalisme.

Men, jeg er mere kritisk overfor, hvorvidt Jyllands Posten burde have bragt tegningerne. Var det virkelig de menneskeliv værd, som det faktisk blev konsekvensen oven på den urolighed, der efterfølgende fandt sted i verden? Ja, hvis det var den eneste mulighed for at sætte gang i en principel debat om religionens begrænsninger af menneskerettighederne.

Men det er jo ikke tilfældet. Debatten om islams og andre religioners begrænsning af ytringsfriheden kunne være startet på mange andre måder, uden den provokation og krænkelse som også ganske almindelige og fredelige muslimer følte ved tegningerne. Jeg kan godt, som flere muslimer også udtrykte det, efter at tegningerne blev offentligtgjort, få den tanke at Jyllands Posten bevidst med tegningerne forsøgte at fremprovokere eksempler på den muslimske fundamentalisme, de i virkeligheden ønskede at få på dagsordenen. Hvis det er tilfældet, så opnåede JP hvad de ønskede. Medierne herhjemme og resten af verden faldt hinanden over tæerne med billeder af skæggede mænd, der brændte danske flag af og i det hele taget opførte sig uciviliseret i al deres fordømmelse af vesten. Ikke nok med at vi i Danmark fik det indtryk, at sådan ser mellemøsten og resten af de muslimske samfund ud, vi fik også ekstra brænde til det bål af intolerance og fremmedfjendskhed, som står i lys lue i Danmark.

Hvis hensigten med Jyllands Postens tegninger derimod var at styrke menneskerettighederne, har de faktisk fået den stik modsatte effekt. Hvor menneskerettighederne bygger på inklusion, tolerance og respekt for det enkelte menneskes rettigheder, uanset religion, udseende og holdninger, har debatten i Danmark bevæget sig i den stik modsatte retning.