Muhammedkrisen II

Muhammedkrisen II

For henved et år siden, nærmere bestemt i slutningen af Januar 2006, rejste jeg med en god ven rundt i Syrien og Tyrkiet. Det var lige mens Muhammedkrisen var på sit højeste, men endnu mens vi tog afsted, var opmærksomheden i verden ikke vendt mod Danmark.

Derfor blev jeg også noget overrasket, da jeg første gang i Damaskus blev spurgt om Muhammedsagen: Nå du kommer fra Danmark, hvad mener du så om karrikaturerne, der er blevet bragt i den danske avis? Jeg var i Damaskus i de kritiske dage, da den danske ambassade blev brændt, og muslimske fundamentalister brændte danske flag af i gaderne. Jeg vidste ikke hvor alvorligt sagen havde udviklet sig og hvor alvorligt situationen så ud fra Danmark, så mens jeg bevægede mig rundt i Damaskus' bazarer, havde jeg ikke nogen skrupler ved at fortælle folk, at jeg var dansker. De reaktioner jeg mødte var heller aldrig voldsomme eller ubehagelige. I modsætning til den opfattelse man kunne få i de danske medier, var de holdninger jeg stødte på hverken rabiate eller intolerante. Folk var interesserede i at diskutere, i at høre min holdning til sagen og give udtryk for deres egen.

Da jeg et par uger senere kom til Tyrkiet, blev jeg første gang gjort opmærksom på de kæde sms'er der blev sendt rundt med en opfordring til at boykotte danske varer. En butiksassistent vidste mig en sms, da han fandt ud af jeg var dansker, og blev en smule fornærmet, da jeg ikke kunne lade være med at smile over de varer, som han blev opfattet til at boykotte: Coca Cola, Nestlé og en række andre vestlige, men ikke danske varer, var nævnt i beskeden. Tilgengæld var det stadig Tuborg og Lurpak, man fik på alle restauranter!

Og hvad kan man så lære af det? Ihvertfald kom jeg hjem fra Syrien og Tyrkiet med et noget andet billede af Muhammedkrisen og Mellemøstens reaktion, end det billede mine danske venner og familie havde fået af situationen. Den almindelige syrer havde en holdning til tegningerne, var interesseret i at diskutere sagen og høre, hvad jeg som dansker mente om situationen, og det viser heldigvis, at der trods skepsis på begge sider er grobund for både dialog og samarbejde!