Var regeringsrokaden en god løsning?

Der er ingen tvivl om, at Lars Løkke brugte den gennemgribende regeringsrokade til at "sætte sig eget hold". Ideen var god nok, men konsekvenserne har indtil videre kun været negative.
Flere af ministrene har efterfølgende rodet sig ud i store problemer, og Lars Løkke har ikke vundet nogen selvstændig og handlekraftig profil gennem rokaden.

Det interessante er, at det faktisk ikke er de helt nye ministre, der har medvirket til de største sager, men tværtimod både meget garvede minstre (Lene Espersen) og ministre med lidt erfaring (Karen Ellemann). Lene Espersen har fået en hård start som udenrigsminister ved at melde afbud til et orienteringsmøde med bl.a. den amerikanske og russiske udenrigsminister. Selvom det i følge Lene Espersen var et møde uden de vigtigste beslutninger på dagsordenen, så er det en oplagt chance for en nytiltrådt udenrigsminister til at få en mere uformel snak med nogen af de mest indflydelsesrige personer på den udenrigsministerielle scene. Det viser mangel på dømmekraft og politisk tæft, hvis Lene Espersen ikke kan se det, og det er utroligt, med den politiske erfaring og ministererfaring hun burde have fået.

Karen Ellemann var lidt af et scoop, da hun blev udpeget som minister. Som datter af et politisk ikon i Venstre, har hun fået politikken ind med modermælken, men det kan bestemt ikke mærke. Som socialminister var det madpakke sagen, der blev eksempel på meget kluntet sagshåndtering og nu er det hendes håndtering af sagen om en vindmøllepark i Nordjylland, der har gjort hende til prygelknabe blandt hendes egne. Selvfølgelig kan man arve politisk upopulære sager fra sin forgænger, men det er ingen undskyldning for ikke læse den mest basale manual i sagshåndtering.