Den seneste hilsen fra EU til Tyrkiet er, at samarbejdet er noget trængt og måske endda må ophøre helt. Det kan dog ikke komme som nogen overraskelse hvis man har fulgt med i forløbet, og EU har med processen skudt sig selv godt og grundigt i foden!
Samarbejdet begyndte i 1987, hvor Tyrkiet ansøgte om medlemsskab, og landet blev allerede i 1999 anerkendt som kandidatland, dvs. at EU på daværende tidspunkt, sagde god for at Tyrkiet, hvis og såfremt det lever op til de såkaldte Københavner kriterier, på et tidspunkt kan blive medlem af EU. Ved topmødet i København i 2002, hvor udvidelses forhandlingerne med de ti lande, der blev optaget i 2004, faldt på plads, besluttede man fra EU’s side, at Tyrkiet endnu ikke levede op til de politiske kriterier i en sådan grad, at optagelsesforhandlingerne kunne begynde.
Allerede på daværende tidspunkt i 2002 er forholdet mellem Tyrkiet og EU noget lunkent. Officielt trækker EU i bremsen, fordi Tyrkiet endnu ikke har styr på menneskerettigheder, demokrati og retsstatsforhold (indholdet af det politiske kriterium). Reelt er en stor del af problemet, at flere af EU’s nuværende medlemslande er bekymrede for at få så mange muslimer med i EU, og oplever et pres fra den meget kristne vælgerskare ikke mindst i flere af de helt nye EU medlemslande.
På trods af den skepsis som luftes internt i EU, og ikke mindst en stor modstand mod Tyrkiet fra befolkningen i nogen medlemslande, begynder EU i efteråret 2004 optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet. I Istanbul jubler tyrkerne, endelig mener man at have fået det grønne lys fra EU, og nu kan det da kun for alvor gå fremad! Virkeligheden viser sig hurtigt at være en anden, dels fordi EU egne institutioner siger ét, mens regeringerne i de enkelte medlemslande giver udtryk for en noget større skepsis, og det er jo trods alt i sidste ende Det Europæiske Råd med regeringscheferne, der skal godkende en eventuel optagelse.
Samtidig må man ikke glemme at Tyrkiet har behov for reformer. Et halvt år efter at optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet gik i gang i 2004, kunne man i TV Avisen se det tyrkiske politi banke kvinder, der deltog i en fredelig 8. marts demonstration. Både journalister og forfattere er gennem det seneste års tid blevet anklaget for at have krænket den tyrkiske nations ære ved at nævne folkedrabet på armenerne, der ifølge officiel tyrkisk politik aldrig har fundet sted. Samtidig er de reformer, der skulle hjælpe de kurdiske minoriteter, i mange tilfælde ikke blevet håndhævet i praksis, fordi der er lang vej fra politikere med gode hensigter i Ankara til virkeligheden i det fattige Urfa.
Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt der er behov for reformer i Tyrkiet, hvis landet skal konsolideres som demokrati, men spørgsmålet er hvordan EU bedst kan hjælpe til med at sætte den proces igang og holde den på skinnerne. Det bedste sammenligningsgrundlag er indtil videre de østeuropæiske lande, som i 2004 blev medlemmer af EU og ligeledes Bulgarien og Rumænien, der ser frem til at blive medlemmer i 2007. Selvom der, særligt i de to sidste lande, stadig er behov for reformer, har EU formået at spille en mere aktiv og offensiv rolle, fordi medlemsskabet fremstod som en troværdig belønning for den indsats som landene lagde for dagen. Mange af de reformer, som landene var tvunget til at gennemføre oven på kommunismens sammenbrud. havde voldsomme negative konsekvenser for befolkningen, og en af grundene til at regeringerne alligevel kunne sikre tilstrækkelig med opbakning, var at EU medlemsskabet og indlemmelsen i et europæisk fællesskab lokkede forude.
Det er EU’s store styrke, at et medlemsskab har så stor en tiltrækningskraft, at det kan sikre de nødvendige reformer, men det incitament holder kun så længe, at medlemskabet fremstår som en troværdig belønning! Tyrkiet er et klasseeksempel på, at EU har skudt sig selv i foden og ikke længere kan påvirke reformprocessen, simpelthen fordi ingen i Tyrkiet længere tror på, at EU nogensinde lukker Tyrkiet ind i den rige, kristne klub.
Den eneste mulige løsning er nu, at EU gør op med sig selv, om man vil kæmpe for at resten af europæerne accepterer tyrkerne eller droppe projektet helt. Hvis EU skal leve op til sine egne kriterier om demokrati, menneskerettigheder og retsstatsforhold, er der ikke andet for, end at komme videre med forhandlingerne. Dernæst skal EU opstille nogle klokkeklare politiske og økonomiske krav – ikke det der vattede krav om demokrati, som kan operationaliseres på 117 forskellige måder, og så skal man ellers benytte de bistandsprogrammer, EU allerede har etableret til at sikre, at Tyrkiet har de fornødne ressourcer til at gennemføre reformerne. Det er den eneste løsning, hvis ikke EU skal tabe både ansigtet og et demokratisk Tyrkiet på gulvet.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar