lørdag, november 04, 2006

Jyllands Posten – sikke en sviner!

Et par grove udtalelser sneg sig med i Jyllands Postens leder fra d.3 november, og fortjener at få en kommentar med på vejen. Hvis ikke avisens håndtering af Muhammed sagen slog fast, at den danske højrefløj har fået deres eget talerør, så gør den leder det ihvertfald. Jyllands Posten skriver:”At advare mod en ukontrolleret indvandring af uuddannede og uproduktive udlændinge, hvis eneste bidrag til det danske samfund er et solidt dræn i de offentlige kasser, er mildt sagt ikke det samme som at være indvandrerfjendsk”.

Den generalisering, Jyllands Posten her kommer med, er i den grad indvandrerfjendsk og tenderende til det racistiske. Med et par enkelte sætninger skærer man alle de udlændinge, der kommer til Danmark, over en kam: Hvis ikke du kommer med ressourcer og kan finde en plads på det danske arbejdsmarked, så er det ikke bare din egen skyld, det er også fordi du i virkeligheden kun er kommet for at nasse på det danske samfund! Det er for det første en hån mod alle de flygtninge og indvandrere, som med alle midler forsøger at finde fodfæste på det danske arbejdsmarked, som lærer sproget og tager en uddannelse, men alligevel bliver afvist fordi de bærer tørklæde, er lidt mørke i huden eller har et ”forkert” efternavn. Derudover er det en hån, mod de flygtninge der er tvunget hertil, fordi det er for farligt i deres hjemland, og som i mange tilfælde lider af psykiske og fysiske mén, der gør dem ude af stand til at være på det danske arbejdsmarked.

Det mest groteske er dog den måde, som Jyllands Posten fuldstændig afskriver integrationen og muligheden for at de flygtninge og indvandrere, der er kommet til Danmark, kan og vil bidrage til det danske samfund. Foreksempel via en ordentlig integration med rimelige vilkår, herunder afskaffelse af starthjælpen, og en mulighed for at komme ind på det danske arbejdsmarked. Det er sikkert ikke i sidste gang, at Jyllands Posten gemmer en lille højreorienteret sviner mellem linierne, så hold øjne og øre åbne!

Ingen kommentarer: