Debat om Danmark

Højredrejningen i dansk politik, litteratur og kulturliv bliver også debatteret andre steder end herhjemme. I tiden efter Muhammed tegningerne sidste år, var vi for en periode i hele verdens søgelys, som et eksempel på, hvor galt det kan gå, når dialog afløses af uvidenhed.

Sylvia Poggoli skriver bl.a. i en længere artikel på hjemmesiden www.npr.org:

"Today, the Danish political discourse is no longer stifled by political correctness. The tone can even be inflammatory. One politician has called for the internment of some Muslim radicals in Denmark for security reasons. And last year, a radio station went so far as to call for the extermination of all radical Muslims.
The difficulty of integrating Muslims who don't share Western values is the No.1 topic of discussion".

Artiklen er heldigvis ikke ensidet, men viser at det blandt danskerne ikke er blevet intolerante over en kam. Den viser hvordan en meget stor del af danskerne, gerne vil kæmpe for det multikulturelle, tolerante samfund, men at kampen ikke længere er sort hvid: Der er den danske højeekstremisme på den ene side, men samtidig er der også et radikalt muslimsk miljø, som ikke uden videre har tænkt sig at bakke op om værdier som ligestilling, menneskerettigheder og demokrati.

Midtvejsvalg i USA

Selvom det på sin vis kan være en smule deprimerende, at vi kun er kommet halvvejs igennem Bush’s anden præsidentperiode i USA, er midtvejsvalget forhåbentligt begyndelsen på enden.

Tæt ved 100mio. amerikanere går lige nu til valg i USA, og de skal stemme om en lang række emner. Først og fremmest er 33 af de 100 pladser i Senatet og samtlige 435 pladser i Repræsentanternes Hus på valg. Desuden er der guvernørvalg i 36 stater og valg til de lokale forsamlinger, og i flere stater skal vælgerne desuden tage stilling til en lang række lokalpolitiske spørgsmål. I øjeblikket har republikanerne flertallet i begge Kongressens kamre, men utilfredsheden med præsident Bush, især i forhold til Irakkrigen er vokset igennem det seneste år, og lige nu ser det ud til, at demokraterne kan erobre flertallet i Repræsentanternes Hus, hvor de mangler 15 pladser for at have flertallet. I Senatet er det mere tvivlsomt om demokraterne kan erobre flertallet, da kun en tredjedel af pladserne er på valg, her mangler demokraterne 6 pladser for at vinde magten fra republikanerne. Det er særligt i staterne på østkysten, at demokraterne ser ud til at kunne vinde det tabte terræn tilbage, her er det særligt Virginia, Tennessee, Missouri, New Jersey, Pennsylvania, Rhode Island, Ohio and Maryland, man skal holde øje med.

Midtvejsvalget virker måske ikke så vigtigt, i en situation hvor man internationalt opfatter amerikansk politik som synonymt med Præsident Bush, der alligevel først kan afsættes om to år. Men midtvejsvalget er ekstremt vigtigt af flere årsager. For det første sender valget et signal om, hvor stor opbakningen til Bush’ politik og strategi er i USA. Den opbakning og legitimering af en bestemt politisk linie, som et valg kan give, skal man bestemt ikke undervurdere. Hvis republikanerne får smæk ved midtvejsvalget kan det benyttes af politiske modstandere både i USA og internationalt til at stå langt stærkere overfor Bush.

Derudover har resultatet af midtvejsvalget naturligvis en betydning for, hvilken politik Bush kan føre i praksis. Hvis demokraterne vinder flertal i et eller begge af Kongressens kamre, bliver Bush fanget i en situation, hvor han i stedet for at få vedtaget sine egne lovforslag og se sine egne politiske initiativer blive gennemført, skal bruge kræfter på at overveje at blokere lovgivning med et veto.

Endelig vil Bush’ taktik og retorik være under konstant pres og til debat i begge kamre, i modsætning til den nuværende situation, hvor flertallet af republikanere har formået at ligge noget låg på debatten. Det betyder, at Bush’ og republikanerne i langt højere grad kommer til at skulle bruge kræfter og ressourcer på at forsvare deres politik og være i defensiven. Det er bestemt ikke en situation, der passer til den offensive retorik Bush’ startede med at vinde på.

Alt i alt er har amerikanerne i dag nogle chancer for at gøre Præsident Bush til en ”lame duck” i den sidste del af sin regeringsperiode. Det kan forhåbentligt føre til lidt mindre magtarrogance i forhold til Irak krigen, så vi kan begynde at se på de reelle problemer og løsningsmulighederne, i stedet for at holde den irakiske befolkning som gidsler i den nuværende, håbløse situation.

Her er nogle af de amerikanske politikere, som er på valg i dag:

Den kendte: Hillary Rodham Clinton

Business manden: Mike McGavick

Med opbakning fra National Riffle Association: Dave Freudenthal

Countrysangeren: Kinky Friedman (og ja, det hedder han!)

Quarterback'en: Heath Shuler

Små-racisten: George Felix Allen

Sønnen: Thomas Keane Jr.

Anti-war: Ned Lamont

Rekord kandidaten: Robert Byrd

Og så ham hos hvem FBI fandt $90.000 i fryseren: William Jefferson

Hjemløshed – et meget aktuelt problem

Det er ikke længere kun i København, at man i Danmark møder hjemløse og tiggere, også i Århus og mange andre danske byer er der flere og flere som presses ud på livets skyggeside.

I år fejrer det engelske magasin for hjemløse, The Big Issue, 15 års fødselsdag og det danske hjemløse blad Hus Forbi sendte fornyligt sit nummer 50 på gaden. Det er ikke blevet bedre eller nemmere at være hjemløs i den periode, og tilbuddene til sindslidende, narkomaner og alkoholikere, som ofte er dem, der ender på gaden, er heller ikke blevet flere.

Mens vi kæmper for mere menneskelige og ligeværdige forhold, fixerum, behandlingstilbud og væresteder, så kig lige på denne site, hvor en gruppe journaliststuderende fra Århus, har lavet en introduktion til byens hjemløse, hvor de holder til, og hvem der kæmper for dem.

Jyllands Posten – sikke en sviner!

Et par grove udtalelser sneg sig med i Jyllands Postens leder fra d.3 november, og fortjener at få en kommentar med på vejen. Hvis ikke avisens håndtering af Muhammed sagen slog fast, at den danske højrefløj har fået deres eget talerør, så gør den leder det ihvertfald. Jyllands Posten skriver:”At advare mod en ukontrolleret indvandring af uuddannede og uproduktive udlændinge, hvis eneste bidrag til det danske samfund er et solidt dræn i de offentlige kasser, er mildt sagt ikke det samme som at være indvandrerfjendsk”.

Den generalisering, Jyllands Posten her kommer med, er i den grad indvandrerfjendsk og tenderende til det racistiske. Med et par enkelte sætninger skærer man alle de udlændinge, der kommer til Danmark, over en kam: Hvis ikke du kommer med ressourcer og kan finde en plads på det danske arbejdsmarked, så er det ikke bare din egen skyld, det er også fordi du i virkeligheden kun er kommet for at nasse på det danske samfund! Det er for det første en hån mod alle de flygtninge og indvandrere, som med alle midler forsøger at finde fodfæste på det danske arbejdsmarked, som lærer sproget og tager en uddannelse, men alligevel bliver afvist fordi de bærer tørklæde, er lidt mørke i huden eller har et ”forkert” efternavn. Derudover er det en hån, mod de flygtninge der er tvunget hertil, fordi det er for farligt i deres hjemland, og som i mange tilfælde lider af psykiske og fysiske mén, der gør dem ude af stand til at være på det danske arbejdsmarked.

Det mest groteske er dog den måde, som Jyllands Posten fuldstændig afskriver integrationen og muligheden for at de flygtninge og indvandrere, der er kommet til Danmark, kan og vil bidrage til det danske samfund. Foreksempel via en ordentlig integration med rimelige vilkår, herunder afskaffelse af starthjælpen, og en mulighed for at komme ind på det danske arbejdsmarked. Det er sikkert ikke i sidste gang, at Jyllands Posten gemmer en lille højreorienteret sviner mellem linierne, så hold øjne og øre åbne!

EU og Tyrkiet - En problematisk affære

Den seneste hilsen fra EU til Tyrkiet er, at samarbejdet er noget trængt og måske endda må ophøre helt. Det kan dog ikke komme som nogen overraskelse hvis man har fulgt med i forløbet, og EU har med processen skudt sig selv godt og grundigt i foden!

Samarbejdet begyndte i 1987, hvor Tyrkiet ansøgte om medlemsskab, og landet blev allerede i 1999 anerkendt som kandidatland, dvs. at EU på daværende tidspunkt, sagde god for at Tyrkiet, hvis og såfremt det lever op til de såkaldte Københavner kriterier, på et tidspunkt kan blive medlem af EU. Ved topmødet i København i 2002, hvor udvidelses forhandlingerne med de ti lande, der blev optaget i 2004, faldt på plads, besluttede man fra EU’s side, at Tyrkiet endnu ikke levede op til de politiske kriterier i en sådan grad, at optagelsesforhandlingerne kunne begynde.

Allerede på daværende tidspunkt i 2002 er forholdet mellem Tyrkiet og EU noget lunkent. Officielt trækker EU i bremsen, fordi Tyrkiet endnu ikke har styr på menneskerettigheder, demokrati og retsstatsforhold (indholdet af det politiske kriterium). Reelt er en stor del af problemet, at flere af EU’s nuværende medlemslande er bekymrede for at få så mange muslimer med i EU, og oplever et pres fra den meget kristne vælgerskare ikke mindst i flere af de helt nye EU medlemslande.

På trods af den skepsis som luftes internt i EU, og ikke mindst en stor modstand mod Tyrkiet fra befolkningen i nogen medlemslande, begynder EU i efteråret 2004 optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet. I Istanbul jubler tyrkerne, endelig mener man at have fået det grønne lys fra EU, og nu kan det da kun for alvor gå fremad! Virkeligheden viser sig hurtigt at være en anden, dels fordi EU egne institutioner siger ét, mens regeringerne i de enkelte medlemslande giver udtryk for en noget større skepsis, og det er jo trods alt i sidste ende Det Europæiske Råd med regeringscheferne, der skal godkende en eventuel optagelse.

Samtidig må man ikke glemme at Tyrkiet har behov for reformer. Et halvt år efter at optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet gik i gang i 2004, kunne man i TV Avisen se det tyrkiske politi banke kvinder, der deltog i en fredelig 8. marts demonstration. Både journalister og forfattere er gennem det seneste års tid blevet anklaget for at have krænket den tyrkiske nations ære ved at nævne folkedrabet på armenerne, der ifølge officiel tyrkisk politik aldrig har fundet sted. Samtidig er de reformer, der skulle hjælpe de kurdiske minoriteter, i mange tilfælde ikke blevet håndhævet i praksis, fordi der er lang vej fra politikere med gode hensigter i Ankara til virkeligheden i det fattige Urfa.

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt der er behov for reformer i Tyrkiet, hvis landet skal konsolideres som demokrati, men spørgsmålet er hvordan EU bedst kan hjælpe til med at sætte den proces igang og holde den på skinnerne. Det bedste sammenligningsgrundlag er indtil videre de østeuropæiske lande, som i 2004 blev medlemmer af EU og ligeledes Bulgarien og Rumænien, der ser frem til at blive medlemmer i 2007. Selvom der, særligt i de to sidste lande, stadig er behov for reformer, har EU formået at spille en mere aktiv og offensiv rolle, fordi medlemsskabet fremstod som en troværdig belønning for den indsats som landene lagde for dagen. Mange af de reformer, som landene var tvunget til at gennemføre oven på kommunismens sammenbrud. havde voldsomme negative konsekvenser for befolkningen, og en af grundene til at regeringerne alligevel kunne sikre tilstrækkelig med opbakning, var at EU medlemsskabet og indlemmelsen i et europæisk fællesskab lokkede forude.

Det er EU’s store styrke, at et medlemsskab har så stor en tiltrækningskraft, at det kan sikre de nødvendige reformer, men det incitament holder kun så længe, at medlemskabet fremstår som en troværdig belønning! Tyrkiet er et klasseeksempel på, at EU har skudt sig selv i foden og ikke længere kan påvirke reformprocessen, simpelthen fordi ingen i Tyrkiet længere tror på, at EU nogensinde lukker Tyrkiet ind i den rige, kristne klub.

Den eneste mulige løsning er nu, at EU gør op med sig selv, om man vil kæmpe for at resten af europæerne accepterer tyrkerne eller droppe projektet helt. Hvis EU skal leve op til sine egne kriterier om demokrati, menneskerettigheder og retsstatsforhold, er der ikke andet for, end at komme videre med forhandlingerne. Dernæst skal EU opstille nogle klokkeklare politiske og økonomiske krav – ikke det der vattede krav om demokrati, som kan operationaliseres på 117 forskellige måder, og så skal man ellers benytte de bistandsprogrammer, EU allerede har etableret til at sikre, at Tyrkiet har de fornødne ressourcer til at gennemføre reformerne. Det er den eneste løsning, hvis ikke EU skal tabe både ansigtet og et demokratisk Tyrkiet på gulvet.